Hans Bertel Riber

Hans Bertel Riber
En dagbog over tre specielle dage i livet
af Louise Le, Prithika Surendran, Lise Skov og Maria la Cour

Introduktion

I 1789 blev en mand ved navn Hans Bertel Riber født. Han betegnede sig selv som ”søn af Danmark,” og ville kæmpe for sit land. I 1807 rejser Hans Bertel Riber, som krigskæmper, med skibet Diana mod Malaga, men må standse rejsen i Cartagena, da Diana undervejs får komplikationer og må repareres.

Hans Bertel Riber møder sin store kærlighed Josefa i Cartagena, hvor slægt og nationalitet bliver sat på en stor prøve. Hemmelige breve og forbudt kærlighed afprøves og store tanker sættes på spil. At indse, at det er en nødvendighed at rejse væk fra sin store kærlighed for at kunne fortsætte livet, kan være svært.
Gamle breve mellem Hans Bertel Riber og Josefa fra den tid, er blevet opbevaret sammen med en cifrebog, som Hans Bertel Riber skrev under sit ophold. En tolk har dengang oversat deres breve, da Josefa skrev på spansk og Hans Bertel Riber på dansk.

Endnu et problem, der opstod mellem parret, var religion. Josefa og hendes slægt var katolikker, mens Hans Bertel var protestant.

Nedenstående er Hans Bertel Ribers dagbog der omhandler tre dage i hans liv, som de kunne have set ud. De tre dage strækker sig fra dagen før Hans Bertel Riber forlader Cartagena, dagen, hvor på han rejser og dagen efter afrejsen.  

Rekonstruktionen er blevet til, på baggrund af et kapitel i bogen “Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”, 1807-1808 skrevet af Carl Roos og på baggrund af kærestebreve mellem Josefa og Hans Bertel Riber.

Hans Bertel Ribers dagbog

Dag før afrejse

Jeg har netop modtaget det, der nok er det sidste brev fra min evigt elskede Josefa. Hendes familie har opdaget vores korrespondance og vi har ikke længere mulighed for kontakt. Men aldrig om jeg vil forlade min by Cartagena. Den by der har betydet så meget for mig, siden den første dag jeg satte mine fødder her. Da jeg rejste mod malaga var der ingen tvivl om, at jeg engang ville vende tilbage til mit hjemland og vende hjem til min familie, men at skulle undvære min elskede Josefa vil være, som at stikke tusinde knive i min sårbare ryg. Måske er jeg parat til at give slip fra min familie og mit hjemland. Jeg vil følge mit hjerte og kæmpe for den pige der har alt min kærlighed.

Afrejsedagen

Lykke og velsignelse er alt hvad folk omkring mig kan give, men at skulle forlade Cartagena er med den største følelse af kærlighed og med et sagte suk. Nok har jeg set min elskede for sidste gang, ifølge min svigerfamilie, men aldrig om jeg vil give op. Skulle jeg engang vende tilbage, vil jeg ønske, jeg finder Cartagena i lykke og ikke som jeg nu forlader den. I har bevist mig hvad kærlighed virkelig er og frem fra mit beklemte bryst, vil jeg sige mit sidste farvel.

Mit håb er gået tabt, og intet var at gøre hos Josefas fader. Uden hende kan jeg ikke fortsætte mit liv her i Cartagena. Mit ophold her kan ikke fortsætte uden det vil blive for stor en sorg, at være så tæt på min elskede og alligevel så langt fra.

Den glæde der ramte mig ved modtagelsen af et brev fra Josefa er ubeskrivelig. Dog blev glæden forvandlet til sorg, da jeg læste hendes sidste ord:

”Uden tvivl ville jeg have fulgt opfordringen til samtale, hvis min ulykke ikke havde været så stor. Min familie arbejder på at gifte mig bort, så meget mod min vilje, at alene himlen ved, hvor meget jeg lider. En eller anden har fortalt min familie om vores forbindelse, derfor har jeg i nogle dage været holdt inde. Jeg bønfalder Dem for Guds og min egen skyld at have medlidenhed og ikke glemme mig, siden det er min største trøst, og også beder jeg Dem bevare hemmeligheden, da jeg ellers er fortabt. Send mig ikke noget svar, heller ikke ved tegn nogen hilsen, eftersom jeg ikke vil kunne svare, og des mere vil den, som er Dem hengiven, lide i sit nedbøjede hjerte". En efterskrift lyder: „Jeg gentager min bøn, hav med- lidenhed, fordi jeg er meget ulykkelig, og jeg beder Dem tro, at jeg hellere vil lide døden end gifte mig mod min vilje". [1]

Dette var de sidste ord fra min store kærlighed. Helst vil jeg bare glemme hende og lægge fortiden bag mig, men jeg vil aldrig kunne smide noget så betydningsfuldt væk. Disse ord hun har sendt mig vil jeg bevare til evig tid.

Det der startede med at være en katastrofe, at skulle lægge til ved kajen i Cartagena, blev min skæbne til at opleve denne by. Skal jeg nu vende hjem?  

Josefa, jeg elsker dig højere end alt andet. Nu har du forladt mig, uden jeg fik chancen for at kunne forklare mig. At vide du er i så stor en sorg gør mig ondt.

“Så gerne som jeg før ønskede mig herfra og hjem til mit fødeland, så gerne ønsker jeg nu at forblive her” [2]

Jeg ønsker mine medstyrmænd Carl Dreier og Andreas Henrik Carre det bedste på deres vej nu jeg må forlade dem. Må Gud tage sig af jer og velsigne Jer og Jeres nærmeste.  1810 har været et mindeværdig år, takket være jer.

Må resten af Cartagenas befolkning have det lige så. Jeg vil altid mindes jer, og længtes tilbage tid den tid jeg havde. Aldrig vil det blive glemt.

Dagen efter afrejsen

Min længsel er ubeskrivelig smertefuld. Aldrig har mit savn til Josefa været større. Det er åbenbart ikke nok at ofre sin egen nationalitet og sin tanke om engang at vende hjem. At skulle vende tilbage har altid været tanken, men øjeblikket er kommet så pludseligt. Allerede her, få timer væk fra min by, er savnet uendeligt større end glæden ved at vende hjem.

Gud må have en mening med min skæbne. Jeg ved, han vil følge mig og holde mig fra alt ondt, så det kan gå mig vel hvor jeg end vandrer hen.

Jeg må tænke tilbage på min vise. Den fortæller mig at denne tur ikke handlede om kærlighed til Josefa, men kærligheden til mit fædreland, som jeg drog ud for at kæmpe for. Min kærlighed til Josefa har gjort mig blind. Nu må jeg tilbage og fokusere på min virkelige verden, som gud vil have skal foregå i Danmark. Min vise hjælper mig på vej:

Her os farer ofte truer,
og vor skæbne synes mørk,
så vi derfor frygtsom gruer;
livet lignes ved en ørk.

Ja, vor fagre tid bortgår

og de bedste ungdomsår.

Men hvad nytter det at grue,
for at skæbnen er ublid;
livets bane vi kan skue

ofte jo forandrer sig.

Lad os derfor være
glad for at glemme al vor kval.

Lad os enige kun være,

lad os nyde druens saft ....

Vi med mandig mod og glæde
ønsker her til søs at gå

for mod fjenden at træde

og med lyst vi mod ham slå.
Men til fødeland at gå
er dog vores sjæls attrå.

Der vi nyder glade dage,

og de muntre være må;

der skal ingen trængsels plage
os ej nogensind' må nå.
Derfor: Klinker, stemmer i,
glædens skål den tømmer vi.[3]

Efterfølgende

„Den 14. august 1810 kom jeg til Svendborg", ender Hans Riber sin 5-årige Odysse. ”De store tures tid var forbi.”

Efter Hans Bertel Ribers hjemkomst, tog han i 1820 borgerskab som købmand og brændevinsbrænder. Siden hen har han haft 2 hustruer og fået en søn med den første hustru.

Han lever resten af sit liv i Svendborg, og når aldrig at vende tilbage til Cartagena. Han dør i 1850, 61 år gammel.

I dag tilhører han en gammel svendborgslægt, der endnu er med til at præge byen.

Som Hans Bertel Riber selv skriver i sin dagbog, gik det op for ham at kærlighed gør blind og det fik ham til at tvivle på sin nationalfølelse. Dette kan vi også se, da der er tegnet nogle forskellige billeder i de sidste sider i hans cifrebog, ét af dem er af Josefa, og ét hvor der i starten er billeder af mønstre og optegnelser af koordinater. Det viser hvad der sker undervejs, at hans fokus går fra rejsen og krigen, til at handle hans kærlighed hende.

Dengang var han parat til at give slægt og religion væk, hvilket ledte ham væk fra hans nationalfølelse og ville hellere føle han hørte til hendes slægt, religion og land, end sin egen.  

---

[1] Brev fra Josefa.
Fra bogen ”Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”

[2] Citat af Hans Bertel Riber.

[3] Vise fra cifrebogen skrevet af Hans Bertel Riber 1809 under sejlturen mod Malaga.
 Fra bogen ”Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”

National Undertrykkelse skabte fællesskab

National undertrykkelse skabte fællesskab

Af Kristoffer Bliksted, Mikkel Hammelsvang Christensen, Hung Vo Bao Nguyen og Tobias Søgaard Juul.

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Det var en skæbnesvanger dag, der ændrede Danmarkshistorien. Selv i dag mindes Danmarks befrielse hvert år den 5. maj. Vi ser tilbage på de danskere, der tog kampen op mod tyskerne og gjorde en forskel for landet. Med sorg såvel som med stolthed.

I foråret for 72 år siden blev den danske bondegårdsidyl tilintetgjort – for en stund. Den danske befolkning blev opdelt i fædrelandssympatisører og danske nazister. Dette dannede grobund for en langvarig splittelse af nationen. Det skabte usikkerhed og frygt blandt den danske befolkning. Hele den danske nation var besat, inklusiv den smukke havneby ud til Det Sydfynske Øhav; Svendborg.

Svendborgensere med et mål

Ligesom i resten af landet ulmede utilfredsheden gennem Svendborg. Flere og flere besluttede efterhånden at gøre oprør mod den ellers overlegne tyske magt. Sabotage og illegale aviser var bare nogle af de midler, de i alt 381 frihedshungrende svendborgensere anvendte i kampen mod besættelsesmagten. Blandt disse tapre unge danskere var den 28-årige svendborgenser, Erik Dahl Nielsen.

Erik havde bopæl i Svendborg og var elev på navigationsskolen i byen. Han mødte sin skæbne den 19. april 1945, hvor han i forsøget på at likvidere en stikker måtte lade livet ved mødet med en tysk patrulje. Episoden fandt sted i Gerritsgade ud for det sted hvor legetøjskæden ’Fætter BR’ ligger i dag. Da dette foregik så tæt på vores hverdag, føler svendborgenserne en særlig stolthed for disse byfæller, som gjorde en forskel.

Nationen samledes

Disse grupper af frihedskæmpere voksede i takt med den stigende begrænsning af frihed. Folk følte sig mere og mere undertrykt og arrangerede fællesmøder med henblik på at hylde danskheden og nationen.

Under 2. Verdenskrig blev det forbudt at samles i store forsamlinger og prædike politiske budskaber. Derimod var det ikke forbudt at mødes til fælles underholdning. Dette udnyttede den danske befolkning, og snart mødte danskere jævnligt op til fællessang rundt omkring i det danske land. Den såkaldte ”Alsang” bestod af, at samtlige danskere gjaldede i kor og sang danske fædrelandsviser som ”I Danmark er jeg født”, ”Kong Christian stod ved højen mast” og selvfølgelig ”Der er et yndigt land”. Alsangen blev brugt som et våben og provokation mod tyskerne i og med at begivenhederne sendte et budskab om, at danskerne stod sammen og følte en stærk nationalfølelse til deres fædreland.

Det er denne stærke nationalfølelse, som kom til udtryk og blussede op under besættelsen, der opildnede det danske folk til at gøre modstand og kæmpe for friheden.

Alle disse utallige sabotører, avistrykkere, likvidatorer, men frem for alt frihedskæmpere var villige til at give deres liv for fædrelandet. Danskheden og følelsen af at være knyttet til en kultur var en af de vigtigste faktorer, der medvirkede til at Danmark gjorde modstand.

Befrielsens betydning i dag

Den 5. maj 2012 er det præcis 67 år siden at de danske frihedskæmpere fik udbytte af deres arbejde imod tyskerne. Blod, sved og tårer blev omsat til hvad folket havde ventet på; frihed. Vi mindes de faldne med sorg over deres skæbne, men med stolthed og begejstring over deres mod og arbejde for fædrelandet. Det er folk som disse, der har ændret vores sammenhold som nation. Folk som disse, der, ved at kæmpe for sit land, samler nationen hvert år den 5. maj med en enorm stolthed over at være dansker.

Før besættelsen stod vi sammen, så splittede tyskerne os ad og nu står vi endnu tættere sammen. Som nation, som folk – som danskere. 

Den perfekte velfærdsstat

Den perfekte velfærdsstat

- Asger, Troels, Josephine og Samera

Onsdag d. 25. april besøgte vi Svendborg Museums magasiner, hvor en arkæolog og en historiker havde udvalgt fund fra fortiden, som vi skulle relatere til dansk identitet. Vi fandt bl.a. ud af, at ”DDSF” ikke står for ”De Danske Sprit Fabrikker” men for ”Denne Drik Skaber Fattigdom”.

En kold onsdag morgen kl. 08.15 mødtes vi uden for Svendborg Museums Magasin. Her blev vi mødt af arkæologen, Per og historikeren, Sara. De tog os med ind i mørklagte gange, hvor der ventede os et spændende rum med masser af historiske genstande.

Svært som det er, prøvede vi at definere danskheden ud fra de beretninger, vi fik fortalt. Vi stiftede bekendtskab med aviser, rationeringsmærker, illegale flyverblade og meget mere fra 2. verdenskrig, som alt sammen har haft betydning for Danmarkshistorien og dermed vores identitet.

Fra 2. Verdenskrig gik vi tilbage i tiden og så på nogle af museets ældste genstande. Et kranie fra en svendborgenser, en romersk sølvmønt, dannebrog og en model af Svantevit var nogle af de genstande, vi kiggede nærmere på, og vi prøvede ud fra disse at tyde, hvornår danskheden egentlig er opstået. 

Dog kom det mest interessante til sidst, da vi diskuterede den danske velfærdsstats betydning for det enkelte individ.

Her fik vi fortalt historien om Jens Vejmand, som arbejdede så meget og så hårdt, at konsekvensen blev en alt for tidlig død. Overraskende nok skete der ikke noget indgreb fra statens side, hvilket vi ikke ville acceptere som borgere den dag i dag.

Siden dengang har Danmark udviklet en solid velfærdsstat, som de fleste danskere værdsætter og ser som en væsentlig del af det at være dansk.

Men igennem tiden har velfærdsstaten alligevel svigtet, og der er stadig meget at forbedre.

I starten af 1900-tallet blev der fundet en flaske sprit på en fattiggård i Svendborg kort efter at gården var blevet nedlagt. Spritflasken var produceret af DDSF – De Danske Sprit Fabrikker og var gemt godt væk i en urkasse.

Folk på denne fattiggård drak altså sprit. Dette ved man med sikkerhed, da man har fundet et filmklip optaget på gården, hvor en mand sidder med en flaske sprit i hånden og siger: ”DDSF står for Denne Drik Skaber Fattigdom”, eftersom han blev spurgt, om han vidste, hvad ”DDSF” står for.

Denne historie viser, at selvom vi har en velfærdsstat, vil der altid være nogen, der falder igennem systemet.

Man kan altid forbedre velfærdsstaten, men at et land som helhed skal være fejlfrit, er og bliver en tanke langt ude i Utopia. Jens Vejmand er blot ét eksempel ud af mange, og selvom det er længe siden, har det stadig betydning for os i Danmark den dag i dag.

H.C. Andersens smukke Danmark

H.C. Andersen beskriver Danmark med smukke digte i sangen "I Danmark er jeg født". Han tager fat på de klassiske ting, som stadig beskriver Danmark godt den dag i dag; nemlig strandene og skovene. Sangen er super karakteristisk for romantikken, da han udelukkende siger godt om Danmark og dens flotte natur. Han beskriver også sin kærlighed til landet ved at sige "Dig elsker jeg, dig elsker jeg Danmark mit fædreland" i de to sidste vers i hver strofe. I romantikken lod man følelserne flyde, og det er højest sandsynligt grunden til at nationalfølelsen opstod i romantikken.
Sangen er nærmest en hyldest til det danske land og folk, og den hylder dets skønhed, men samtidig opfordrer H.C. Andersen på en måde også til i sangen , at det danske folk må stå sammen, også selv det "kaldes svag". Sangen bærer tydeligt præg af de stærke nationalfølelser, som er oppe i tiden på dette tidspunkt, og man kan nemt fornemme, at H.C. Andersen selv er stolt og glad for sit land, nemlig Danmark.

Af Asger, Louise Le, Stine og Tine

Danmarks Trøst

Af Cathrine, Hung, Prithika og Sebastian

N.F.S. Grundtvig ”Danmarks Trøst” 1820

Danmarksbillede: I Strofe 2 skriver forfatteren:

”Langt kønnere Egne, vil gerne vi troe,
Kan Fremmede udenlands finde,”
Danmark er måske ikke så kønt som i udlandet.

”Men Dansken har hjemme, hvor Bøgene gro
Ved Strand med den fagre Kjær-Minde[1], ”

Men vi har bøgetræer og strande med masser af kønne blå blomster.

”Og deiligst vi finde, ved Vugge og Grav,
Den blomstrende Mark i det bølgende Hav!”   

Forfatteren skriver at danskere har det bedst med at være i Danmark fra de bliver født til de dør.

I strofe 3 står der:

Langt større Bedrifter for Ære og Sold,
Maaske saa Udlænding man øve,
Omsonst dog ei Danemænd førde i Skjold,
Med Hjerterne Løve ved Løve;
Lad Ørne kun rives om Jorderigs Bold!
Vi bytte ei Banner, vi skifte ei Skjold! 

Forfatteren er meget stolt af vores vikingefortid, men udlændinge vil måske ikke synes at det er vigtigt. Dog mener forfatteren at vi har sat vores præg på verden. De sidste to verselinjer siger at vi ikke vil overgive os uden modstand.

Strofe 4 lyder:

Langt klogere Folk er der sagtens om Land,
End her, mellem Belter og Sunde,
Til Huus-Behov dog vi har Vid og Forstand,
Vi vil os til Guder ei grunde,
Og brænder kun Hjertet for Sandhed og Ret,
Skal Tiden nok vise: vi tænkte ei slet! 

Forfatteren siger at der måske er klogere mennesker i udlandet, men vi har dog forstand på hus og hjem. Vi er ærlige og søger retfærdighed og har ikke onde hensigter.

I strofe 6 står der:

Langt mere af Malmen: saa hvid og saa rød
Fik andre i Bjerg og i Bytte,
Hos Dansken dog findes det daglige Brød
Ei mindre i Fattig-Mands Hytte,
Og da har i Rigdom vi drevet det vidt,
Naar Faa har for meget og Færre for lidt.

Danmark har måske ikke så meget, men vi klarer os nogenlunde. Sidste linje siger at det er bedre at mange har det godt end få der har det bedre. 

Den franske revolution

I huset sidder jeg og mine to ældste børnebørn, Jean Claude og Beátrice.
Jeg sidder og fortæller dem om gamle dage, om dengang de blev født og de spørger så ind til hvad jeg lavede før at deres far blev født.

“Nu skal i høre børnlille, dengang bedstefar var en ung og stærk mand, boede jeg på en lille vingård uden for det centrale Paris. Vi eksporterede gode vine, både rød og hvid, til det franske hof for få skillinger. Dengang var farfar glad og stolt af sit arbejde, men tiderne ændrede sig. Da farfar hørte nogle fra adelen snakke om at der skulle være stænderforsamling, da man nåede et økonomisk problem, fordi Frankrig havde deltaget i mange krige og de skulle købe mange våben og desuden havde hoffet også fråset meget med pengene. Min herremand fortalte mig at han ville tage afsted for at nå mødet og først ville komme tilbage efter en uge.”

“Skal i have te og croissanter, børn?”
“Ja tak, mormor!”
Efter de små havde spist til sig, nåede jeg videre med min historie.

“Jeg kunne begynde at se efter et par dage alene på gården, at uroligheder begyndte at spire som druerne vokser om sommeren. Den franske hær var også begyndt at trække sine tropper ind mod Paris, jeg spurgte en dag en af soldaterne hvad der var i gærde, men han ville ikke forklare mig hvad der var i opløb.
Jeg besluttede så at tage ind til Paris for at se hvad der skete.”

“Hvad gjorde du så med gården?”, spurgte børnene meget forståeligt.
“Jeg lod nabo bonden overtage den for en tid.”

“Det var d. 7 juli da min karet nåede ind til Paris. Soldaterne var rundt om hele byen og jeg vidste ikke om jeg skulle føle mig sikker eller utilpas, men jeg fandt et sted hvor jeg kunne tøjle min hest. Jeg fandt et værtshus og faldt hurtigt i snak med andre bønder der havde rejst en lang vej for at komme ind til Paris. Der var såmænd også en bondegruppe der kom helt fra det sydlige Gascogne.
De fortalte mig at den tredje stand, efter stændemødet, havde planlagt, i hemmelighed, at gøre oprør mod det franske regime.
Jeg spurgte dem om de var ‘insensé’ at gå op alene mod den franske trone, men de fortalte mig at den tredje stand havde slået sig sammen med gejstligheden for at slå Kongen af tronen.”


“Men var du så en soldat bedste?”
“Jeg var ikke helt med på ideen i starten, men de fik mig hurtigt overtalt. Jeg havde dog også lagt mærke til at vi var meget underbetalt. For en god klassiker, en bourdeaux, gav de os kun 150 franc, når den var hele 700 franc værd. Desuden ville jeg ikke kalde mig selv soldat, men istedet en frihedskæmper.”
“Dagene rindte op og kampdagen så dagslyset d. 14 juli.
Nogle af mændene havde natten før, dræbt nogle af de patruljerende soldater for at stjæle våben, artilleri og ammunition for at være bedre kampklar til at storme Bastillen, tronens højborg. Minutterne tikkede og sammenstødet kom tættere og tættere på.
Vi ventede på at den tredje stands hærleder gav tegn til at storme.
Tegnet var givet, vores skridt blev hurtigere og hurtigere men jeg følte nærmest at tiden stod stille. Vores skridt var som høje krigskanoner i det fjerne og vores barbariske kampråb kunne høres i hvert gadehjørne af Paris.”

“Bedstefar, er det derfor at Frankrigs nationaldag er d. 14 juli?”
“Ja, det er helt korrekt, mit barn. Du er ligeså intelligent som, din bedstemor.”

“Tilbage til historien, vi nåede til Bastillen, mange af bønderne der løb den samme rute som mig, havde allerede fået blod på deres tøj, da de havde nedslagtet nogle af soldaterne der stod i vores vej. Bastillen var nået og den var omringet, hoffets tropper var i undertal, men de havde dog mere artilleri og ammunition end vi havde.
Deres kanoner var ikke i rækkevidde endnu, så de kunne ikke ramme os, men så snart vi kom tættere på ville de kunne bombardere os. Derfor holdt vi os på et sikkert hold.”

“Efter vi havde stormet Bastillen, gik der nogle år med uroligheder i landet, men i den tid arbejdede Nationalforsamlingen om en erklæring der skulle ende disse kampe, man tvang Kongen til at underskrive en menneskerettighedserklæring i august 1791.
Et par år efter fandt vi ud af at Kongen og Dronningen af Frankrig havde indgået et samarbejde med Østrig og Preussen, for at skaffe enevælden tilbage til Frankrig.
Derfor blev kongeparret henrettet i 1793.”
“De næste par år, var der en forvirring om hvem der skulle have magten og der var mange blodige opgør som ledte til henrettelser ved gallotinen.”

“Gallotinen, hvad er det?”
“Det er et instrument, som hugger hovedet af folk.”

“Men pludselig var der lys for enden af forløbet, det var den unge og ambitiøse officer Napoleon Bonaparte, han kom til magten i 1799 efter det fremragende statskup.
Han kronede sig selv derefter til kejser i 1804.”
“Nå jeg tror at det er sengetid for bedstefar børnlille, vi snakker om Napoleon en anden dag.”





Skrevet af Louise, Prithika, Troels & Mogens.

Montesquieu

I dag d. 16 maj 1748 udgav jeg, Charles-Louis de Secondant , baron de La Bréde et de Montesquieu, bogen “De l’esprit des lois” (“Om lovenes ånd”), hvor jeg redegør for mine tanker om de mest hensigtsmæssige styreformer i samfundet. Jeg mener, at det er nødvendigt at dele samfundet på sådan vis at alle - borgere, bønder, tiggere, kirken, adelen, et cetera - bliver tilgodeset på bedste vis.

Jeg har derfor i min bog beskæftiget mig med en tredeling af magten, hvor de tre er uafhængige instanser. Min opfattelse og ide bag denne tredeling går ud på at fordele magten retfærdigt, hvor monarkiet ikke mister al sin magt, men får en mindre indflydelse - da monarkiet stadig er den mest hensigtsmæssige styrform.
Tredelingen består af en lovgivende myndighed, hvilket parlamentet skal stå for. En udøvende magt, hvilket selvfølgelig skal ligge hos kongen. Sidst, men ikke mindst den dømmende myndighed, som er lagret i domstolene.
Denne tredeling af magten mener jeg, er den bedste styreform både for samfundet helhed og selve individet. Efter min egen overbevisning bør denne tredeling være bedre end absolutismen, da kongen som enevældig hersker nemt kan påvirkes og svækkes i sin overbevisning og dømmekraft. Derfor er det bedre at dele magten ud og lade rationalismen råde, og netop lade fornuften komme i højsædet.

-  Charles-Louis de Secondant , baron de La Bréde et de Montesquieu

Ècrite par: Catheriné, Juliét, Christophér, Madsé et Stiné de 1.y

(datoen er ikke korrekt. Årstallet er pis'fint)

François-Marie Voltaire

Efter min hjemkomst fra England, hvor jeg blandt andet har studeret konstitutionelle monarki og den religiøse tolerance i landet, har det yderligere forstærket mit syn på de menneskelige rettigheder.

I England blev jeg præsenteret for John Lockes tankegang om, at mennesket ved fødselen er frit ved alle forestillinger om verdens sammenhæng. John Locke mente ikke, at der fandtes nogen medfødt opfattelse af hvordan tingene hang sammen, men derimod at mennesket sanser, indlærer og erfarer og ud fra dette dannes den menneskelige bevidsthed.
I følge mig skulle alle se verden på samme måde og have retten til at sige hvad man mener og udvikle sig til den man ønsker at være. Verden kunne blive et bedre sted og mange konflikter kunne undgåes, hvis vi som mennesker så på hinanden som ligestillede individer i stedet for at hæve os over hinanden.
Jeg er muligvis uenig i hvad andre siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige deres meninger og ytre deres holdninger.
Mennesket formes efter sine omgivelser og ligeledes er religion også en indlært viden. Derfor mener jeg, at religion hører hjemme i privatlivet og aldrig kan blive statsanliggende.  

Jeg ved, at mange herskere rundt i Europa er i mod min åbenmundethed , men jeg tror på, at mine holdninger er vejen frem.

Skrevet af Lea, Tobias, Lise, Christine og Nanna.

Jean-Jacques Rousseau

Jeg, Jean-Jacques Rousseau, mener at alle mennesker er født lige. Mennesket er fra fødslen frit og åben for alt. Børn skal derfor opdrages så frit som muligt . Min moder døde ved fødslen, og min fader forlod mig, da jeg var 10. Jeg ved derfor, at man blot skal lade børn være frie individer - Lade dem leve som de vil, så de kan forme deres eget liv.  

Jeg er klar over, at det er nødvendigt at ofre noget af sig selv for at blive en del af fællesskabet. Vi må ofre den naturlige frihed. Til gengæld får vi de rettigheder, som er bestemt i det pågældende samfund. Mennesket er født frit og har den naturlige frihed, når det bliver født. Lige så snart mennesket skal tage stilling til andre mennesker og et samfund, bliver det nødt til at give afkald på noget af den frihed for at kunne leve i samfundet. Til gengæld får man en anden slags frihed, nogle rettigheder for hvem man er, og hvad man ejer. Man kan sige, at man opnår en “frihed under kontrol” i samfundet.

Jeg mener, at hvis man kan bryde loven uden at blive straffet for det, så er ens handling lovlig, da det altid er de stærkeste, som bestemmer. Så i virkeligheden handler det om at være den stærkeste.

Jeg håber, at franskmændene vil se, at de har ret til deres frihed og rettigheder, og at de i sidste ende vil bryde ud af deres lænker.

Af Maria, Kristian, Samera, Hung og Tine

Den Amerikanske uafhængighederklæring.

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring

Jeg kan stadig huske det så tydeligt, som var det i går det skete.

Den 16. december 1773. Vi var en flok modige mænd der sad på lur. Vi havde fået den opgave at indvadere et engelsk skib, fyldt med te, så vi klædte os ud som de indfødte amerikanere, og satte os til at vente. Vi ventede i timevis og endelig kom skibet med det toldbelagte te.

Lige så snart det lagde til, stormede vi alle sammen ombord og begyndte at smide kasserne med te i havnen til der ikke var mere tilbage.

Grunden til vi gjorde det var, at vi havde fået nok af Englands finans minister Charles Townshend. Han opstillede 3 love, der udelukkende var til fordel for England.  

D. 4. juli 1776 udskrev Thomas Jefferson i samarbejde med kontinentalkongressen en uafhængighedserklæring, som de kaldte “Den Amerikanske Uafhængighedserklæring”.

Dette medførte, at England satte tropper ind i vores kolonier, der udgjorde en krig mellem os og dem. Krigen varede indtil 1783. Det var en hård kamp, som vi stod til at tabe, men det vendte, da vi fik hjælp fra Frankrig, der ville have hævn over England efter nederlaget ved syvårskrigen. Efter syv års hård kamp, endte krigen endelig, og vi kunne ånde lettede op, med 13 frie amerikanske stater. Disse 13 stater blev begyndelsen på landet som vi kender det i dag.

Asger Øgelund, Signe Buchwald, Josephine Rudbech og Louise Le, 1.y

John Locke

http://www.spaceandmotion.com/Images/philosophy/john-locke.jpg 

Jeg  blev født i den engelske landsby Wrington d. 29 august 1632. Som 15-årig blev jeg optaget på Westminster School i London. Her blev vi elever opdraget meget strengt og straffet med pisk for selv små unoder. Jeg blev senere kritiker af skolens meget hårde linje. Jeg er opkaldt efter min far, som også hed John. Jeg var en af de første engelske oplysningtids filosoffer og politiske tænkere, der primært var optaget af samfundsforhold og erkendelsesteorier.

I 1667 fik jeg arbejde som huslæge for den første Jarl af Shaftesbury, Lord Anthony Ashley Cooper. Jeg var en dygtig huslæge, og jeg har blandt andet reddet Lord Coopers liv under en risikabel leveroperation. Det var et mirakel at han overlevede.
I 1671 blev jeg sekretær for Board of Trade & Plantations, samt for Lords & Propriators of the Carolinas. Mens jeg arbejdede for dem var jeg blandt andet med til at skabe ideerne om international handel og økonomi.
I 1683 blev jeg fejlagtigt mistænkt for at stå bag et mordforsøg på Kong Charles II og hans bror James, Hertugen af York. Jeg var nødt til at flygte til Nederlandende hvor jeg boede indtil 1688, hvor den nederlandske William III styrtede Kong Charles II af tronen ved hjælp af parlamentet og indsatte sig selv.
Jeg eskorterede den nyligt indsatte Kong Williams kone hjem til England. Da vi vendte hjem flyttede jeg til Essex, hvor jeg resten af mit liv boede i Lady Mashams hus.

I 1690 udgav jeg to værker; et om den mennekelige erkendelse og et om styreformer. Jeg fremførte heri den tanke, at mennesket fra fødslen er frit fra alle forestillinger om verdens sammenhæng. Jeg formulerede også tanken om samfundspagten. Jeg mente at mennesket har en række fundamentale rettigheder, såsom liv, helbred, frihed og ejendom. For at disse rettigheder kunne blive udført, var borgerne nødt til at indgå en samfundspagt med hinanden. Jeg mente at hver enkelte borger er nødt til at afgive noget af sin egen frihed for at sikre at alle kan få deres frihed. Derfor var jeg også imod den enevældige magt. Jeg mente at kongen skulle varetage folkets interesser og kun have rettigheden til at sidde på tronen, hvis dette blev gjort ordentligt.
I løbet af de sidste år af mit liv diskuterede jeg en del med Isac Newton og John Dryden.
Jeg nåede at blive 72 år, da jeg døde i 1704 og blev begravet på kirkegården i High Laver, i nærheden af mit bosted. Jeg nåede desværre aldrig at blive gift eller at få børn.

Af Priyanka, Camilla, Sebastian, Mikkel og Rasmus.

Reformationen i Danmark

Reformationen i Danmark

Reformationen fandt sted i Danmark i 1536, hvor kirken blev delt i to, den protestantiske kirke og katolske kirke.

Ved reformationen blev der gjort op med afladsbrevene og kirkens store magt. Før havde kirken været ejet af paven, som sad med en stor magt, og alt hvad der foregik i kirken var på latin.

Dette protesterede munken Martin Luther mod. Han ville afskaffe afladsbrevene og oversætte biblen og prædikenerne til nationale sprog, så folket kunne følge med i hvad præsterne sagde.

Det gjorde stort indtryk i Danmark, hvor Christian den 3. oversatte biblen til dansk, så befolkningen nu kunne forstå præsterne. Dette gjorde at fællesskabet blev styrket og den nationale følelse af at være nordisk blev større.

Kirken havde nu ikke kun på magten i samfundet, men kirken blev ejet af fyrster. Dette kan have været med til at monarkiet i Danmark blev styrket, da kongen sandsynligvis har haft en stor indflydelse på kirken. Dette kan begrundes med at Christian den 3. oversatte biblen og derved fik indflydelse. 

Reformationen gjorde mennesket mere frigjort og individuelt.

Skrevet af Louise og Nanna.

Reformationen og i dag.

Skrevet af Cathrine & Sebastian.

Vores hverdag har ændres os en del siden reformation. I reformationen gik vi meget i kirke, og troede på at gud ville frelse os. I Dag er der mange som ikke tror på gud, men dem som er kristne, og har valgt at bekende deres kristne tro, ved at blive konfirmeret. De går ikke så meget i kirke mere, højst sandsynligst kun juleaften, eller når nogen i familien eller venner skal konfirmeres eller giftes. De fleste ender overhovedet ikke i kirken efter konfirmationen. Før reformationen skulle man betale, hvis man havde syndet, det skal man ikke i dag. Hvis man synder i dag, kan du holde det hemmeligt, og du vil stadig væk få et godt liv.

Reformationen har alligevel gjort sit indtryk på vores danske verden i dag. Vi snakker ikke længere latin f. eks. I kirken, som man gjorde inden reformationen, og vores bøger bliver udgivet på dansk. Vi fejrer højtider som Juleaften og påske, hvor mange mødes i kirken eller fejrer helligdagene med deres familie.

Reformationen i DK

I 1536 blev Danmark ramt af reformationen, som ændrede en masse for landet på daværende tidspunkt. Mennesket stod nu i direkte kontakt til Gud, og helgene blev afskaffet. Reformationens tanker byggede på tillid mellem mennesket og Gud – hvis mennesket lovpriste Gud, ville Gud betale tilbage i form af beskyttelse.

Men har det egentlig noget at sige i for, hvem vi er den dag i dag?

Man må formode at eftersom reformationen primært fandt sted i Skandinavien, har den været med til at styrke det nordiske fællesskab og opfattelse af det at være nordisk.  En anden ting reformationen kan have påvirket er vores monarki i Danmark – paven blev under reformationen afskaffet i den protestantiske kirke, og monarkiet overtog pavens status. Ud fra dette kan man antage, at størstedelen af befolkningen den dag i dag, har respekt for kongehuset og er glade for monarkiet.

Josephine og Christine 

Sammenhænge mellem danskhed og reformationen

Man ser tit reformationen afspejlet i danskheden nu til dags. Folk er mere frisindede og tilbøjelig til at tro på gud når man ikke er låst fast i sin tro. Under katolismen var folk låst fast i sin tro, ved at skulle gøre nogle bestemte ting og ritualer. I Danmark efter reformationen er folk mere frie omkring deres tro – Det eneste man skal gøre for at være kristen og for at komme i himlen, er at tro på gud.

Rasmus og Mads

Danskhed og reformation

Reformationen i Danmark startede i 1536, på baggrund af Martin Luther og hans 99 teser. Det har været med til at gøre at vi i dag er protestantiske. Protestantismen er noget der betegner Danmark, det er vores nationale religion, og vi betaler skat til folkekirken.

Da Danmark løsrev sig fra katsolismen, begyndte religionen at være mere folkelig. Salmerne blev oversat til nationalsproget, vi skrev dem endda selv. Religionen begyndte at handle mere om individet selv og des forhold til Gud. Det kan have påvirket den stærke selvstændighed vi har i dag, med at vi hele tiden stiller spørgsmål og vil forstå alting.

Af Mikkel og Louise Le

Reformationens indvirkning på nutidens danske samfund

Efter Luther protesterede mod den katolske kirke tilbage i 1517, er der kommet mange ændringer i det danske samfund og danskernes tankegang omkring religion.

Os danskere er blevet mere frisindede og mere individuelle, Gud er blevet en mindre faktor for vores dagligdag og flere mennesker er blevet ateister, dvs ikke troende. Danmark er derfor blevet religionsneutral, da utallige religioner kan blive fundet i Danmark, alt fra buddhisme til satanisme.

Intet er forkert længere, alle kan have deres egen mening, og individuelle værdier bliver vægtet højere end ens religions fællesværdier.

Dette gør så at den normale borger kan vælge deres eget liv og dette har givet en større formbarhed i forhold til i middelalderen. Man kan også se seksuelt at folk er blevet mere individuelle, for i middelalderen var det forkert at være homoseksuel, og i dag er der parader der hylder homoseksualitet i Danmark. Frisindethed bliver hyldet, folket er blevet mere frit og har løsrevet sig fra katolicismens regelsæt.
Man kan sagtens være medlem af den danske folkekirke, men det vil ikke være ensbetydende med at man tror på Gud.

Nutidens forskning og viden gør at man kan sætte spørgsmålstegn til gamle historier og fortællinger, der indeholdte overnaturlige elementer.

Et godt eksempel på at nutidens videnskab har modbevidst et af fortidens teorier, er den teori som Kirken havde fremsat omkring Jorden, de troede på at Jorden var flad og ville straffe dem som ikke havde samme synspunkt som dem, så derfor ville folk aldrig drømme om at sige Kirken imod, da man kunne ende med at blive straffet af Gud selv.

I dag har Kirken dog nærmest ingen magt, når det vedrører videnskab og straf af andre synspunkter.

Så for at konkludere er mennesket i Danmark blevet mere individuelt og fritænkende, og har løsrevet sig fra Kirken.

Skrevet af Emil og Mogens.

Protestantisme og danskhed 

Som følge af den protestantiske kirke er det skandinaviske fællesskab forstærket. Det skyldes, at vi i Norden er meget homogene, dvs. majoriteten har samme religion, protestantisme. I modsætning til det sydlige Europa, hvor katolicismen er præget mere.
Vi i Norden har mere til fælles, end hvis vi sammenlignede os med f.eks. Italien.

- Camilla B.S. og Samera N.

Nyfortolkning

Af Troels Angelo

Jeg har skrevet en nyfortolkning af kapitel 4 i Ravnkel Frøjsgodes Saga, hvor jeg har valgt at tage udgangspunkt i Bandekrigen man oplever i København, som jeg fornemmer handler meget om ære og beskyttelse af ”slægten”. Jeg havde faktisk ikke forventet, at det ville blive så nemt at perspektivere de forskellige objekter som hesten, fårene og gården, men da jeg begyndte skrive, var det hele meget åbentlyst, hvilket også fortæller noget om hvor meget de to samfund egentlig minder om hinanden.

Der var en mand der hed Thorbjørn, han var bror til Bjarne og han boede på Rockerborgen på Amager mod øst.

Thorbjørn var løbet tør for Kokain og han havde mange mænd at sørger for.

Hans ældste søn Ejnar, var en stor knægt der var i Fitness tre gange om ugen og havde bestået sin HF.

Da det blev Godt vejr, sagde Thorbjørn til Ejnar "sønnike jeg har sku ikke brug for dig mere.

Tag ud oplev verden". Ejnar blev pisse sur på sin far og sagde "Fuck dig mand, jeg kan skuda ikke få et ordentlig job nogle steder!"

En dag tog han sin kværn og kørte til hellerup, hvor ahmed sad i sit crib.

Ahmed var god imod Ejnar, Selvom han var rocker og hvid.

Da ejnar spurgte om job, sagde Ahmed "Whala! Hvorfor spørger du så sent Joe, jeg har kun et lorte job tilbage!"

Men Ejnar var ligeglad, "Okay du kan være pimp for mine 40 ludere, på Istedgade." Svarede Ahmed.

Ejnar tog imod jobbet, han var bare glad for at kunne hjælpe, selvom det var Black Copra han arbejdede.

"Du for lov til at bo i min lejlighed derhenne, Champagne og koke nok.

I Parkeringskælderen finder du nogle forskellige Audi'er dem er du velkommen til at køre i, men i midten holder min Bimmer.

Den her Bimmer er min øjesten, og Wolla jeg sværger! Jeg dræber dig hvis du rør den!"

Sagde Ahmed. Han var nemlig meget meget glad for sin Bimmer.

Ejnar tog imod jobbet og sværgede over sin mor, at han ikke ville kører i den Bimmer, han ville alligevel helst køre Audi.