Den franske revolution

I huset sidder jeg og mine to ældste børnebørn, Jean Claude og Beátrice.
Jeg sidder og fortæller dem om gamle dage, om dengang de blev født og de spørger så ind til hvad jeg lavede før at deres far blev født.

“Nu skal i høre børnlille, dengang bedstefar var en ung og stærk mand, boede jeg på en lille vingård uden for det centrale Paris. Vi eksporterede gode vine, både rød og hvid, til det franske hof for få skillinger. Dengang var farfar glad og stolt af sit arbejde, men tiderne ændrede sig. Da farfar hørte nogle fra adelen snakke om at der skulle være stænderforsamling, da man nåede et økonomisk problem, fordi Frankrig havde deltaget i mange krige og de skulle købe mange våben og desuden havde hoffet også fråset meget med pengene. Min herremand fortalte mig at han ville tage afsted for at nå mødet og først ville komme tilbage efter en uge.”

“Skal i have te og croissanter, børn?”
“Ja tak, mormor!”
Efter de små havde spist til sig, nåede jeg videre med min historie.

“Jeg kunne begynde at se efter et par dage alene på gården, at uroligheder begyndte at spire som druerne vokser om sommeren. Den franske hær var også begyndt at trække sine tropper ind mod Paris, jeg spurgte en dag en af soldaterne hvad der var i gærde, men han ville ikke forklare mig hvad der var i opløb.
Jeg besluttede så at tage ind til Paris for at se hvad der skete.”

“Hvad gjorde du så med gården?”, spurgte børnene meget forståeligt.
“Jeg lod nabo bonden overtage den for en tid.”

“Det var d. 7 juli da min karet nåede ind til Paris. Soldaterne var rundt om hele byen og jeg vidste ikke om jeg skulle føle mig sikker eller utilpas, men jeg fandt et sted hvor jeg kunne tøjle min hest. Jeg fandt et værtshus og faldt hurtigt i snak med andre bønder der havde rejst en lang vej for at komme ind til Paris. Der var såmænd også en bondegruppe der kom helt fra det sydlige Gascogne.
De fortalte mig at den tredje stand, efter stændemødet, havde planlagt, i hemmelighed, at gøre oprør mod det franske regime.
Jeg spurgte dem om de var ‘insensé’ at gå op alene mod den franske trone, men de fortalte mig at den tredje stand havde slået sig sammen med gejstligheden for at slå Kongen af tronen.”


“Men var du så en soldat bedste?”
“Jeg var ikke helt med på ideen i starten, men de fik mig hurtigt overtalt. Jeg havde dog også lagt mærke til at vi var meget underbetalt. For en god klassiker, en bourdeaux, gav de os kun 150 franc, når den var hele 700 franc værd. Desuden ville jeg ikke kalde mig selv soldat, men istedet en frihedskæmper.”
“Dagene rindte op og kampdagen så dagslyset d. 14 juli.
Nogle af mændene havde natten før, dræbt nogle af de patruljerende soldater for at stjæle våben, artilleri og ammunition for at være bedre kampklar til at storme Bastillen, tronens højborg. Minutterne tikkede og sammenstødet kom tættere og tættere på.
Vi ventede på at den tredje stands hærleder gav tegn til at storme.
Tegnet var givet, vores skridt blev hurtigere og hurtigere men jeg følte nærmest at tiden stod stille. Vores skridt var som høje krigskanoner i det fjerne og vores barbariske kampråb kunne høres i hvert gadehjørne af Paris.”

“Bedstefar, er det derfor at Frankrigs nationaldag er d. 14 juli?”
“Ja, det er helt korrekt, mit barn. Du er ligeså intelligent som, din bedstemor.”

“Tilbage til historien, vi nåede til Bastillen, mange af bønderne der løb den samme rute som mig, havde allerede fået blod på deres tøj, da de havde nedslagtet nogle af soldaterne der stod i vores vej. Bastillen var nået og den var omringet, hoffets tropper var i undertal, men de havde dog mere artilleri og ammunition end vi havde.
Deres kanoner var ikke i rækkevidde endnu, så de kunne ikke ramme os, men så snart vi kom tættere på ville de kunne bombardere os. Derfor holdt vi os på et sikkert hold.”

“Efter vi havde stormet Bastillen, gik der nogle år med uroligheder i landet, men i den tid arbejdede Nationalforsamlingen om en erklæring der skulle ende disse kampe, man tvang Kongen til at underskrive en menneskerettighedserklæring i august 1791.
Et par år efter fandt vi ud af at Kongen og Dronningen af Frankrig havde indgået et samarbejde med Østrig og Preussen, for at skaffe enevælden tilbage til Frankrig.
Derfor blev kongeparret henrettet i 1793.”
“De næste par år, var der en forvirring om hvem der skulle have magten og der var mange blodige opgør som ledte til henrettelser ved gallotinen.”

“Gallotinen, hvad er det?”
“Det er et instrument, som hugger hovedet af folk.”

“Men pludselig var der lys for enden af forløbet, det var den unge og ambitiøse officer Napoleon Bonaparte, han kom til magten i 1799 efter det fremragende statskup.
Han kronede sig selv derefter til kejser i 1804.”
“Nå jeg tror at det er sengetid for bedstefar børnlille, vi snakker om Napoleon en anden dag.”





Skrevet af Louise, Prithika, Troels & Mogens.