Hans Bertel Riber

Hans Bertel Riber
En dagbog over tre specielle dage i livet
af Louise Le, Prithika Surendran, Lise Skov og Maria la Cour

Introduktion

I 1789 blev en mand ved navn Hans Bertel Riber født. Han betegnede sig selv som ”søn af Danmark,” og ville kæmpe for sit land. I 1807 rejser Hans Bertel Riber, som krigskæmper, med skibet Diana mod Malaga, men må standse rejsen i Cartagena, da Diana undervejs får komplikationer og må repareres.

Hans Bertel Riber møder sin store kærlighed Josefa i Cartagena, hvor slægt og nationalitet bliver sat på en stor prøve. Hemmelige breve og forbudt kærlighed afprøves og store tanker sættes på spil. At indse, at det er en nødvendighed at rejse væk fra sin store kærlighed for at kunne fortsætte livet, kan være svært.
Gamle breve mellem Hans Bertel Riber og Josefa fra den tid, er blevet opbevaret sammen med en cifrebog, som Hans Bertel Riber skrev under sit ophold. En tolk har dengang oversat deres breve, da Josefa skrev på spansk og Hans Bertel Riber på dansk.

Endnu et problem, der opstod mellem parret, var religion. Josefa og hendes slægt var katolikker, mens Hans Bertel var protestant.

Nedenstående er Hans Bertel Ribers dagbog der omhandler tre dage i hans liv, som de kunne have set ud. De tre dage strækker sig fra dagen før Hans Bertel Riber forlader Cartagena, dagen, hvor på han rejser og dagen efter afrejsen.  

Rekonstruktionen er blevet til, på baggrund af et kapitel i bogen “Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”, 1807-1808 skrevet af Carl Roos og på baggrund af kærestebreve mellem Josefa og Hans Bertel Riber.

Hans Bertel Ribers dagbog

Dag før afrejse

Jeg har netop modtaget det, der nok er det sidste brev fra min evigt elskede Josefa. Hendes familie har opdaget vores korrespondance og vi har ikke længere mulighed for kontakt. Men aldrig om jeg vil forlade min by Cartagena. Den by der har betydet så meget for mig, siden den første dag jeg satte mine fødder her. Da jeg rejste mod malaga var der ingen tvivl om, at jeg engang ville vende tilbage til mit hjemland og vende hjem til min familie, men at skulle undvære min elskede Josefa vil være, som at stikke tusinde knive i min sårbare ryg. Måske er jeg parat til at give slip fra min familie og mit hjemland. Jeg vil følge mit hjerte og kæmpe for den pige der har alt min kærlighed.

Afrejsedagen

Lykke og velsignelse er alt hvad folk omkring mig kan give, men at skulle forlade Cartagena er med den største følelse af kærlighed og med et sagte suk. Nok har jeg set min elskede for sidste gang, ifølge min svigerfamilie, men aldrig om jeg vil give op. Skulle jeg engang vende tilbage, vil jeg ønske, jeg finder Cartagena i lykke og ikke som jeg nu forlader den. I har bevist mig hvad kærlighed virkelig er og frem fra mit beklemte bryst, vil jeg sige mit sidste farvel.

Mit håb er gået tabt, og intet var at gøre hos Josefas fader. Uden hende kan jeg ikke fortsætte mit liv her i Cartagena. Mit ophold her kan ikke fortsætte uden det vil blive for stor en sorg, at være så tæt på min elskede og alligevel så langt fra.

Den glæde der ramte mig ved modtagelsen af et brev fra Josefa er ubeskrivelig. Dog blev glæden forvandlet til sorg, da jeg læste hendes sidste ord:

”Uden tvivl ville jeg have fulgt opfordringen til samtale, hvis min ulykke ikke havde været så stor. Min familie arbejder på at gifte mig bort, så meget mod min vilje, at alene himlen ved, hvor meget jeg lider. En eller anden har fortalt min familie om vores forbindelse, derfor har jeg i nogle dage været holdt inde. Jeg bønfalder Dem for Guds og min egen skyld at have medlidenhed og ikke glemme mig, siden det er min største trøst, og også beder jeg Dem bevare hemmeligheden, da jeg ellers er fortabt. Send mig ikke noget svar, heller ikke ved tegn nogen hilsen, eftersom jeg ikke vil kunne svare, og des mere vil den, som er Dem hengiven, lide i sit nedbøjede hjerte". En efterskrift lyder: „Jeg gentager min bøn, hav med- lidenhed, fordi jeg er meget ulykkelig, og jeg beder Dem tro, at jeg hellere vil lide døden end gifte mig mod min vilje". [1]

Dette var de sidste ord fra min store kærlighed. Helst vil jeg bare glemme hende og lægge fortiden bag mig, men jeg vil aldrig kunne smide noget så betydningsfuldt væk. Disse ord hun har sendt mig vil jeg bevare til evig tid.

Det der startede med at være en katastrofe, at skulle lægge til ved kajen i Cartagena, blev min skæbne til at opleve denne by. Skal jeg nu vende hjem?  

Josefa, jeg elsker dig højere end alt andet. Nu har du forladt mig, uden jeg fik chancen for at kunne forklare mig. At vide du er i så stor en sorg gør mig ondt.

“Så gerne som jeg før ønskede mig herfra og hjem til mit fødeland, så gerne ønsker jeg nu at forblive her” [2]

Jeg ønsker mine medstyrmænd Carl Dreier og Andreas Henrik Carre det bedste på deres vej nu jeg må forlade dem. Må Gud tage sig af jer og velsigne Jer og Jeres nærmeste.  1810 har været et mindeværdig år, takket være jer.

Må resten af Cartagenas befolkning have det lige så. Jeg vil altid mindes jer, og længtes tilbage tid den tid jeg havde. Aldrig vil det blive glemt.

Dagen efter afrejsen

Min længsel er ubeskrivelig smertefuld. Aldrig har mit savn til Josefa været større. Det er åbenbart ikke nok at ofre sin egen nationalitet og sin tanke om engang at vende hjem. At skulle vende tilbage har altid været tanken, men øjeblikket er kommet så pludseligt. Allerede her, få timer væk fra min by, er savnet uendeligt større end glæden ved at vende hjem.

Gud må have en mening med min skæbne. Jeg ved, han vil følge mig og holde mig fra alt ondt, så det kan gå mig vel hvor jeg end vandrer hen.

Jeg må tænke tilbage på min vise. Den fortæller mig at denne tur ikke handlede om kærlighed til Josefa, men kærligheden til mit fædreland, som jeg drog ud for at kæmpe for. Min kærlighed til Josefa har gjort mig blind. Nu må jeg tilbage og fokusere på min virkelige verden, som gud vil have skal foregå i Danmark. Min vise hjælper mig på vej:

Her os farer ofte truer,
og vor skæbne synes mørk,
så vi derfor frygtsom gruer;
livet lignes ved en ørk.

Ja, vor fagre tid bortgår

og de bedste ungdomsår.

Men hvad nytter det at grue,
for at skæbnen er ublid;
livets bane vi kan skue

ofte jo forandrer sig.

Lad os derfor være
glad for at glemme al vor kval.

Lad os enige kun være,

lad os nyde druens saft ....

Vi med mandig mod og glæde
ønsker her til søs at gå

for mod fjenden at træde

og med lyst vi mod ham slå.
Men til fødeland at gå
er dog vores sjæls attrå.

Der vi nyder glade dage,

og de muntre være må;

der skal ingen trængsels plage
os ej nogensind' må nå.
Derfor: Klinker, stemmer i,
glædens skål den tømmer vi.[3]

Efterfølgende

„Den 14. august 1810 kom jeg til Svendborg", ender Hans Riber sin 5-årige Odysse. ”De store tures tid var forbi.”

Efter Hans Bertel Ribers hjemkomst, tog han i 1820 borgerskab som købmand og brændevinsbrænder. Siden hen har han haft 2 hustruer og fået en søn med den første hustru.

Han lever resten af sit liv i Svendborg, og når aldrig at vende tilbage til Cartagena. Han dør i 1850, 61 år gammel.

I dag tilhører han en gammel svendborgslægt, der endnu er med til at præge byen.

Som Hans Bertel Riber selv skriver i sin dagbog, gik det op for ham at kærlighed gør blind og det fik ham til at tvivle på sin nationalfølelse. Dette kan vi også se, da der er tegnet nogle forskellige billeder i de sidste sider i hans cifrebog, ét af dem er af Josefa, og ét hvor der i starten er billeder af mønstre og optegnelser af koordinater. Det viser hvad der sker undervejs, at hans fokus går fra rejsen og krigen, til at handle hans kærlighed hende.

Dengang var han parat til at give slægt og religion væk, hvilket ledte ham væk fra hans nationalfølelse og ville hellere føle han hørte til hendes slægt, religion og land, end sin egen.  

---

[1] Brev fra Josefa.
Fra bogen ”Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”

[2] Citat af Hans Bertel Riber.

[3] Vise fra cifrebogen skrevet af Hans Bertel Riber 1809 under sejlturen mod Malaga.
 Fra bogen ”Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”