Hans Bertel Riber

Hans Bertel Riber
En dagbog over tre specielle dage i livet
af Louise Le, Prithika Surendran, Lise Skov og Maria la Cour

Introduktion

I 1789 blev en mand ved navn Hans Bertel Riber født. Han betegnede sig selv som ”søn af Danmark,” og ville kæmpe for sit land. I 1807 rejser Hans Bertel Riber, som krigskæmper, med skibet Diana mod Malaga, men må standse rejsen i Cartagena, da Diana undervejs får komplikationer og må repareres.

Hans Bertel Riber møder sin store kærlighed Josefa i Cartagena, hvor slægt og nationalitet bliver sat på en stor prøve. Hemmelige breve og forbudt kærlighed afprøves og store tanker sættes på spil. At indse, at det er en nødvendighed at rejse væk fra sin store kærlighed for at kunne fortsætte livet, kan være svært.
Gamle breve mellem Hans Bertel Riber og Josefa fra den tid, er blevet opbevaret sammen med en cifrebog, som Hans Bertel Riber skrev under sit ophold. En tolk har dengang oversat deres breve, da Josefa skrev på spansk og Hans Bertel Riber på dansk.

Endnu et problem, der opstod mellem parret, var religion. Josefa og hendes slægt var katolikker, mens Hans Bertel var protestant.

Nedenstående er Hans Bertel Ribers dagbog der omhandler tre dage i hans liv, som de kunne have set ud. De tre dage strækker sig fra dagen før Hans Bertel Riber forlader Cartagena, dagen, hvor på han rejser og dagen efter afrejsen.  

Rekonstruktionen er blevet til, på baggrund af et kapitel i bogen “Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”, 1807-1808 skrevet af Carl Roos og på baggrund af kærestebreve mellem Josefa og Hans Bertel Riber.

Hans Bertel Ribers dagbog

Dag før afrejse

Jeg har netop modtaget det, der nok er det sidste brev fra min evigt elskede Josefa. Hendes familie har opdaget vores korrespondance og vi har ikke længere mulighed for kontakt. Men aldrig om jeg vil forlade min by Cartagena. Den by der har betydet så meget for mig, siden den første dag jeg satte mine fødder her. Da jeg rejste mod malaga var der ingen tvivl om, at jeg engang ville vende tilbage til mit hjemland og vende hjem til min familie, men at skulle undvære min elskede Josefa vil være, som at stikke tusinde knive i min sårbare ryg. Måske er jeg parat til at give slip fra min familie og mit hjemland. Jeg vil følge mit hjerte og kæmpe for den pige der har alt min kærlighed.

Afrejsedagen

Lykke og velsignelse er alt hvad folk omkring mig kan give, men at skulle forlade Cartagena er med den største følelse af kærlighed og med et sagte suk. Nok har jeg set min elskede for sidste gang, ifølge min svigerfamilie, men aldrig om jeg vil give op. Skulle jeg engang vende tilbage, vil jeg ønske, jeg finder Cartagena i lykke og ikke som jeg nu forlader den. I har bevist mig hvad kærlighed virkelig er og frem fra mit beklemte bryst, vil jeg sige mit sidste farvel.

Mit håb er gået tabt, og intet var at gøre hos Josefas fader. Uden hende kan jeg ikke fortsætte mit liv her i Cartagena. Mit ophold her kan ikke fortsætte uden det vil blive for stor en sorg, at være så tæt på min elskede og alligevel så langt fra.

Den glæde der ramte mig ved modtagelsen af et brev fra Josefa er ubeskrivelig. Dog blev glæden forvandlet til sorg, da jeg læste hendes sidste ord:

”Uden tvivl ville jeg have fulgt opfordringen til samtale, hvis min ulykke ikke havde været så stor. Min familie arbejder på at gifte mig bort, så meget mod min vilje, at alene himlen ved, hvor meget jeg lider. En eller anden har fortalt min familie om vores forbindelse, derfor har jeg i nogle dage været holdt inde. Jeg bønfalder Dem for Guds og min egen skyld at have medlidenhed og ikke glemme mig, siden det er min største trøst, og også beder jeg Dem bevare hemmeligheden, da jeg ellers er fortabt. Send mig ikke noget svar, heller ikke ved tegn nogen hilsen, eftersom jeg ikke vil kunne svare, og des mere vil den, som er Dem hengiven, lide i sit nedbøjede hjerte". En efterskrift lyder: „Jeg gentager min bøn, hav med- lidenhed, fordi jeg er meget ulykkelig, og jeg beder Dem tro, at jeg hellere vil lide døden end gifte mig mod min vilje". [1]

Dette var de sidste ord fra min store kærlighed. Helst vil jeg bare glemme hende og lægge fortiden bag mig, men jeg vil aldrig kunne smide noget så betydningsfuldt væk. Disse ord hun har sendt mig vil jeg bevare til evig tid.

Det der startede med at være en katastrofe, at skulle lægge til ved kajen i Cartagena, blev min skæbne til at opleve denne by. Skal jeg nu vende hjem?  

Josefa, jeg elsker dig højere end alt andet. Nu har du forladt mig, uden jeg fik chancen for at kunne forklare mig. At vide du er i så stor en sorg gør mig ondt.

“Så gerne som jeg før ønskede mig herfra og hjem til mit fødeland, så gerne ønsker jeg nu at forblive her” [2]

Jeg ønsker mine medstyrmænd Carl Dreier og Andreas Henrik Carre det bedste på deres vej nu jeg må forlade dem. Må Gud tage sig af jer og velsigne Jer og Jeres nærmeste.  1810 har været et mindeværdig år, takket være jer.

Må resten af Cartagenas befolkning have det lige så. Jeg vil altid mindes jer, og længtes tilbage tid den tid jeg havde. Aldrig vil det blive glemt.

Dagen efter afrejsen

Min længsel er ubeskrivelig smertefuld. Aldrig har mit savn til Josefa været større. Det er åbenbart ikke nok at ofre sin egen nationalitet og sin tanke om engang at vende hjem. At skulle vende tilbage har altid været tanken, men øjeblikket er kommet så pludseligt. Allerede her, få timer væk fra min by, er savnet uendeligt større end glæden ved at vende hjem.

Gud må have en mening med min skæbne. Jeg ved, han vil følge mig og holde mig fra alt ondt, så det kan gå mig vel hvor jeg end vandrer hen.

Jeg må tænke tilbage på min vise. Den fortæller mig at denne tur ikke handlede om kærlighed til Josefa, men kærligheden til mit fædreland, som jeg drog ud for at kæmpe for. Min kærlighed til Josefa har gjort mig blind. Nu må jeg tilbage og fokusere på min virkelige verden, som gud vil have skal foregå i Danmark. Min vise hjælper mig på vej:

Her os farer ofte truer,
og vor skæbne synes mørk,
så vi derfor frygtsom gruer;
livet lignes ved en ørk.

Ja, vor fagre tid bortgår

og de bedste ungdomsår.

Men hvad nytter det at grue,
for at skæbnen er ublid;
livets bane vi kan skue

ofte jo forandrer sig.

Lad os derfor være
glad for at glemme al vor kval.

Lad os enige kun være,

lad os nyde druens saft ....

Vi med mandig mod og glæde
ønsker her til søs at gå

for mod fjenden at træde

og med lyst vi mod ham slå.
Men til fødeland at gå
er dog vores sjæls attrå.

Der vi nyder glade dage,

og de muntre være må;

der skal ingen trængsels plage
os ej nogensind' må nå.
Derfor: Klinker, stemmer i,
glædens skål den tømmer vi.[3]

Efterfølgende

„Den 14. august 1810 kom jeg til Svendborg", ender Hans Riber sin 5-årige Odysse. ”De store tures tid var forbi.”

Efter Hans Bertel Ribers hjemkomst, tog han i 1820 borgerskab som købmand og brændevinsbrænder. Siden hen har han haft 2 hustruer og fået en søn med den første hustru.

Han lever resten af sit liv i Svendborg, og når aldrig at vende tilbage til Cartagena. Han dør i 1850, 61 år gammel.

I dag tilhører han en gammel svendborgslægt, der endnu er med til at præge byen.

Som Hans Bertel Riber selv skriver i sin dagbog, gik det op for ham at kærlighed gør blind og det fik ham til at tvivle på sin nationalfølelse. Dette kan vi også se, da der er tegnet nogle forskellige billeder i de sidste sider i hans cifrebog, ét af dem er af Josefa, og ét hvor der i starten er billeder af mønstre og optegnelser af koordinater. Det viser hvad der sker undervejs, at hans fokus går fra rejsen og krigen, til at handle hans kærlighed hende.

Dengang var han parat til at give slægt og religion væk, hvilket ledte ham væk fra hans nationalfølelse og ville hellere føle han hørte til hendes slægt, religion og land, end sin egen.  

---

[1] Brev fra Josefa.
Fra bogen ”Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”

[2] Citat af Hans Bertel Riber.

[3] Vise fra cifrebogen skrevet af Hans Bertel Riber 1809 under sejlturen mod Malaga.
 Fra bogen ”Prisonens – Orlogsfregatten Diana og dens besætning under krigen med England”

National Undertrykkelse skabte fællesskab

National undertrykkelse skabte fællesskab

Af Kristoffer Bliksted, Mikkel Hammelsvang Christensen, Hung Vo Bao Nguyen og Tobias Søgaard Juul.

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Det var en skæbnesvanger dag, der ændrede Danmarkshistorien. Selv i dag mindes Danmarks befrielse hvert år den 5. maj. Vi ser tilbage på de danskere, der tog kampen op mod tyskerne og gjorde en forskel for landet. Med sorg såvel som med stolthed.

I foråret for 72 år siden blev den danske bondegårdsidyl tilintetgjort – for en stund. Den danske befolkning blev opdelt i fædrelandssympatisører og danske nazister. Dette dannede grobund for en langvarig splittelse af nationen. Det skabte usikkerhed og frygt blandt den danske befolkning. Hele den danske nation var besat, inklusiv den smukke havneby ud til Det Sydfynske Øhav; Svendborg.

Svendborgensere med et mål

Ligesom i resten af landet ulmede utilfredsheden gennem Svendborg. Flere og flere besluttede efterhånden at gøre oprør mod den ellers overlegne tyske magt. Sabotage og illegale aviser var bare nogle af de midler, de i alt 381 frihedshungrende svendborgensere anvendte i kampen mod besættelsesmagten. Blandt disse tapre unge danskere var den 28-årige svendborgenser, Erik Dahl Nielsen.

Erik havde bopæl i Svendborg og var elev på navigationsskolen i byen. Han mødte sin skæbne den 19. april 1945, hvor han i forsøget på at likvidere en stikker måtte lade livet ved mødet med en tysk patrulje. Episoden fandt sted i Gerritsgade ud for det sted hvor legetøjskæden ’Fætter BR’ ligger i dag. Da dette foregik så tæt på vores hverdag, føler svendborgenserne en særlig stolthed for disse byfæller, som gjorde en forskel.

Nationen samledes

Disse grupper af frihedskæmpere voksede i takt med den stigende begrænsning af frihed. Folk følte sig mere og mere undertrykt og arrangerede fællesmøder med henblik på at hylde danskheden og nationen.

Under 2. Verdenskrig blev det forbudt at samles i store forsamlinger og prædike politiske budskaber. Derimod var det ikke forbudt at mødes til fælles underholdning. Dette udnyttede den danske befolkning, og snart mødte danskere jævnligt op til fællessang rundt omkring i det danske land. Den såkaldte ”Alsang” bestod af, at samtlige danskere gjaldede i kor og sang danske fædrelandsviser som ”I Danmark er jeg født”, ”Kong Christian stod ved højen mast” og selvfølgelig ”Der er et yndigt land”. Alsangen blev brugt som et våben og provokation mod tyskerne i og med at begivenhederne sendte et budskab om, at danskerne stod sammen og følte en stærk nationalfølelse til deres fædreland.

Det er denne stærke nationalfølelse, som kom til udtryk og blussede op under besættelsen, der opildnede det danske folk til at gøre modstand og kæmpe for friheden.

Alle disse utallige sabotører, avistrykkere, likvidatorer, men frem for alt frihedskæmpere var villige til at give deres liv for fædrelandet. Danskheden og følelsen af at være knyttet til en kultur var en af de vigtigste faktorer, der medvirkede til at Danmark gjorde modstand.

Befrielsens betydning i dag

Den 5. maj 2012 er det præcis 67 år siden at de danske frihedskæmpere fik udbytte af deres arbejde imod tyskerne. Blod, sved og tårer blev omsat til hvad folket havde ventet på; frihed. Vi mindes de faldne med sorg over deres skæbne, men med stolthed og begejstring over deres mod og arbejde for fædrelandet. Det er folk som disse, der har ændret vores sammenhold som nation. Folk som disse, der, ved at kæmpe for sit land, samler nationen hvert år den 5. maj med en enorm stolthed over at være dansker.

Før besættelsen stod vi sammen, så splittede tyskerne os ad og nu står vi endnu tættere sammen. Som nation, som folk – som danskere. 

Den perfekte velfærdsstat

Den perfekte velfærdsstat

- Asger, Troels, Josephine og Samera

Onsdag d. 25. april besøgte vi Svendborg Museums magasiner, hvor en arkæolog og en historiker havde udvalgt fund fra fortiden, som vi skulle relatere til dansk identitet. Vi fandt bl.a. ud af, at ”DDSF” ikke står for ”De Danske Sprit Fabrikker” men for ”Denne Drik Skaber Fattigdom”.

En kold onsdag morgen kl. 08.15 mødtes vi uden for Svendborg Museums Magasin. Her blev vi mødt af arkæologen, Per og historikeren, Sara. De tog os med ind i mørklagte gange, hvor der ventede os et spændende rum med masser af historiske genstande.

Svært som det er, prøvede vi at definere danskheden ud fra de beretninger, vi fik fortalt. Vi stiftede bekendtskab med aviser, rationeringsmærker, illegale flyverblade og meget mere fra 2. verdenskrig, som alt sammen har haft betydning for Danmarkshistorien og dermed vores identitet.

Fra 2. Verdenskrig gik vi tilbage i tiden og så på nogle af museets ældste genstande. Et kranie fra en svendborgenser, en romersk sølvmønt, dannebrog og en model af Svantevit var nogle af de genstande, vi kiggede nærmere på, og vi prøvede ud fra disse at tyde, hvornår danskheden egentlig er opstået. 

Dog kom det mest interessante til sidst, da vi diskuterede den danske velfærdsstats betydning for det enkelte individ.

Her fik vi fortalt historien om Jens Vejmand, som arbejdede så meget og så hårdt, at konsekvensen blev en alt for tidlig død. Overraskende nok skete der ikke noget indgreb fra statens side, hvilket vi ikke ville acceptere som borgere den dag i dag.

Siden dengang har Danmark udviklet en solid velfærdsstat, som de fleste danskere værdsætter og ser som en væsentlig del af det at være dansk.

Men igennem tiden har velfærdsstaten alligevel svigtet, og der er stadig meget at forbedre.

I starten af 1900-tallet blev der fundet en flaske sprit på en fattiggård i Svendborg kort efter at gården var blevet nedlagt. Spritflasken var produceret af DDSF – De Danske Sprit Fabrikker og var gemt godt væk i en urkasse.

Folk på denne fattiggård drak altså sprit. Dette ved man med sikkerhed, da man har fundet et filmklip optaget på gården, hvor en mand sidder med en flaske sprit i hånden og siger: ”DDSF står for Denne Drik Skaber Fattigdom”, eftersom han blev spurgt, om han vidste, hvad ”DDSF” står for.

Denne historie viser, at selvom vi har en velfærdsstat, vil der altid være nogen, der falder igennem systemet.

Man kan altid forbedre velfærdsstaten, men at et land som helhed skal være fejlfrit, er og bliver en tanke langt ude i Utopia. Jens Vejmand er blot ét eksempel ud af mange, og selvom det er længe siden, har det stadig betydning for os i Danmark den dag i dag.